Så er en uge gået i Melbourne

D. 28. aug. satte vi os ind i en tidsmaskine og fløj 8 timer frem i fremtiden. Her er fedt. Vi lever i St. Kilda, det er en lille del af Melbourne, som om dagen er hyggelige butikker og restauranter, og om natten er det prostituerede og drugdealers. Melbourne er lige blevet kåret til most live-able city, og jeg er fuldstændig enig! Alting er rigtig nemt her, men byen kræver også, at du gør en indsats, hvis du vil frem. Og det er som om, at folk her har opdaget, at der ikke går noget af dem, hvis de hjælper en fremmed til et job eller en lejlighed eller bare et billigt måltid. Alle er sååå behjælpelige og meget høflige, men samtidig helt tilbagelænet, de siger hele tiden ‘no problem’ eller ‘no worries’.

Hver gang vi ser en pet shop går vi ind og kigger på hundevalpe i glasburer.Vi spiser for øvrigt også ekstrem meget sushi! Det er super billigt, en sushi roll for 12 kr., og så spiser vi den bare som en rullekebab. Billig frokost og alle går rundt med dem, og der er en butik på hvert hjørne med dem.

Jeg skal være barista. Der er en mio. coffee places, og de søger alle baristaer med erfaring, så det er lige mig! Louise skal være tjener på restaurant, som åbner med nyt koncept om to uger, så det er også lige ‘hendes ting’. Plus hun skal ringe rundt for en forretningsmand et par timer om ugen.

Så har vi også fået en bank med tre kontoer: En everday konto, en saving konto og en piggy bank. Piggy kontoen er, hvis vi bruger $14,50 på noget, så runder den op til det nærmeste og overfører $0,50 automatisk til vores piggy bank. Så vi får en opsparing uden at lægge så meget mærke til det, men vi har også vores almindelige opsparings konto. Derudover får vi 4,29 i rente!

Vi glæder os lidt til at få en lejlighed. Specielt mig da jeg åbenbart sover ekstrem let, for jeg kan ikke sove fra de andres snorken og prutteri på værelset på hostlet, så jeg står op omkring kl. 5-6 stykker hver morgen. Mathilde og Oliver bor på et andet hostle tættere inde på centrum, som er meget polsk og ghetto. Louise og mit hostle er stedet, hvor det sker. Her er et billede af os i et af flyene og et hvor vi sidder på vores hostle og er på jobhunt. Peace out.

Zanzibar & farvel

Vi tog paa Zanzibar, hvor vi bl.a. spiste paa Night Market, som er lokale der stiller et bord op og laver mad til naesten ingen penge,  vi vaeret paa Spice Tour, hvor vi hoerte en masse om de mange krydderier, de har paa Zanzibar, vi tog paa Prison Island og vi tog paa Slave Market og hoerte om Zanzibars slave historie. Derefter tog vi paa Kendwa Beach Resort og slikkede sol paa en rigtig bounty strand i to dage. Saa tog vi tilbage til Dar , hvor vi i gaar holdte en stor Going Away Party. Det er rigtig underligt at sige farvel til de andre frivillige, teamleaders og alle de lokale man er kommet til at kende. Men i morgen kl. 14 (tanzania tid) er vi paa vej hjem. Alt bliver gjort for sidste gang, og nu er det den sidste nat i vores elskede hus.

Masai Land

Vi tog til Masai Land to dage efter, vi kom ned fra Kilimanjaro. Det var en lang og varm bustur derud i en bus proppet med lokale. Vi skulle vente i lang tid ved hvert busstoppested, fordi busserne først kører videre, når de er fyldt igen. Da vi nåede derud, stoppede vi ude i ingenting. Vores guide, en lærer og nogle børn kom og viste vej til stammen, som vi skulle bo i. Vi fik frokost, derefter gik vi ned og så de hytter, som vi skulle bo i. Hytterne var lavet af kolort og havde et stråtag. Vores senge var to “rum” i den lille hytte,hvor vi skulle sove fire personer i hvert rum. Vi skulle sove på koskind. Derefter gik vi ned og hilste på høvdingen. Det var en gammel tyk mand med grå hår og et kæmpe smil. Så spiste vi aftensmad og gik i seng. Vores hytte var meget mørk, fordi de ikke bruger vinduer, og den lugtede meget af ko og ged. Der var masser af kryb i sengene, men der var ikke noget at gøre ved det, så vi måtte bare fokusere på alt andet end det. Der blev lavet mad inde i hytten, så det var meget varmt derinde. Næste dag gik vi ud og hentede brænde med kvinderne. Det foregik på den måde, at vi gik en time en vej, samlede løse grene og pinde, bandt en læderrem rundt om og satte den fast på panden, så træet hang på ryggen. Mens vi gik, så vi en flok vilde giraffer. Det var et kranstørt terran, hvor jorden var sprækket i store flager. Til frokost besluttede Kristina og Niklas sig for at tage til Karatu med det samme. Kristina havde ikke lyst til at være der længere, og Niklas blev syg af at være der. Så de blev hentet. Derefter gik ind i en hytte og lavede perler med masaikvinderne og masaibørnene. Det var super hyggeligt. Kvinderne sang, og børnene fjollede. Så har vi også været ude med kvæg. Det gik bare ud på at holde øje med kvægene. Derefter slagtede vi en ged. Jeg hjalp med at holde benene, da de kvalte den, og jeg hjalp med at rykke skindet af den. Jeg spiste en rå nyre direkte fra geden, drak blod og spiste røget lever. Det var sjovt at prøve, men det var også meget barbarisk. Den morgen stod vi forøvrigt op tidligt for at se solopgangen. Det var super hyggeligt at sidde der med soveposer og vågne. Efter frokost besluttede Rie og Cecilie sig for at tage på Karatu, fordi Cecilie blev syg, og Rie ikke havde lyst til at blive længere. Så skulle vi ud og malke køer. Det kunne jeg ikke få mig selv til at gøre, så det overlod jeg til Sara og Malin. Jeg gik i stedet ind i vores hytte med Maja, hvor vi beatboxede og fjollede med børnene, og de syntes virkelig, vi var sjove. Så slagtede vi to kylling, som vi spiste til aftensmad. Efter aftensmaden sang vi sange med børnene. Så prøvede vi snus, hvilket bare gjorde nas i næsen. Derudover så vi på, mens masaierne gav nogle syge køer medicin. Så spillede vi rummikup med masaierne, og jeg gav dem spillet. Det blev de glade for. Så blev det tid til tage afsted til Karatu. Det var en virkelig sjov og anderledes oplevelse at leve med masaierne, og jeg vil ikke bytte den for noget.

Kilimanjaro

1. Nov. startede vi med at gaa 18 km i regnskoven, og ironisk nok regnede det rigtig meget. Vi havde 2 guides og 20 porters med som bar vores bagage paa naer vores daypack, som vi havde vores camelbackc, regntoej og chokolade i. Vi skulle gaa langsomt for, at kroppen havde mulighed for at danne saa mange roede blodceller som muligt, saa kroppen bedre kunne optage det lave iltindtag i de hoeje luftlag.

Vi havde lejet meget af vores udstyr, og det meste virkede, som det skulle paa naer vores regntoej, saa vi blev vaade og kolde. Jeg fik ogsaa ondt i min skulder, som for nogle aar siden gik af led, og vabler blev jeg heller ikke snydt for.

Da vi naaede op til den foerste camp, skulle vi lige skrive vores informationer i deres bog, og saa var der te, varm chokolade og popkorn klar til os i vores madtelt. Derefter sov vi et par timer, og saa var der aftensmad. Der var masser af mad, og det er bestemt ogsaa noedvendigt, for vi fik at vide, at vi helst skulle indtage omkring 6000 kalorier om dagen. Vi sov ikke saerlig godt om natten, for vores hoejdesygepiller er meget vanddrivende, saa vi skulle tisse hele natten, og teltet var gennembloedt.

Om morgenen paa anden dagen vaagnede jeg kl. 5 (det har jeg gjort hver dag siden halvmaratonet), og saa op mod toppen af Kili, og det var en fantastisk udsigt og motivation. Vi spiste morgenmad, og det var Kristinas foedselsdag, saa der var dansk, svensk og engelsk foedselsdagssang. Vi vandrede og klatrede i 6 timer. Jeg kunne maerke, at jeg var ved at faa hoejdesyge. Da vi ankom til campen, lignede det en helt anden planet, vi var havnet paa. Der var en tyk taage, og det eneste man kunne se var telte. Vi havde gaaet sammen med Dave og Kent fra USA, saa jeg satte mig ind i deres madtelt og fik en sludder om Danmark over en kop te. Efter aftensmaden kom Rutta, den ene af vores guider, ind og raabte “Njoo, njoo!”, som betyder “kom, kom”, og saa kom de fleste af vores porters og sang foedselsdagssang for Kristina. Kent og Dave kom ind senere med en foedselsdagsgave: En plade chokolade.

Paa tredje dagen kom vi igennem snestorm, hagl og styrtende regn. Vi krydsede vandfald og floder, og de fleste blev helt gennembloedte. Folk graed og froes som aldrig foer. Det var en rigtig haard dag, og selv Rutta sagde “This is crazy”. Kristina sagde, at hun aldrig troede, at hun skulle blive glad igen, men det blev hun, da hun blev varmet op igen. Den nat var den vaerste i mit liv indtil videre. Jeg skulle kaste op hele natten igennem.

Dag 4 kunne jeg ikke spise noget. Jeg havde kvalme og ingen appetit. Vi klatrede paa Baranco Wall og The Kissing Wall, hvor man (som navnet foreslaar) skal kysse vaeggen for at komme forbi den. Om aftenen fik vi at vide, at der lige var to porters, der var doede ved den vaeg. Alt vores toej var gennembloedt paa naer det toej, vi skulle have paa den sidste dag. Det skulle vi gemme, selvom vi virkelig gerne ville tage det varme toerre toej paa. Men da vi naaede til campen, var der for foerste gang paa hele turen sol i ti minutter, saa alle kastede deres toej ud over stenene for at faa det toerret lidt. Vi gik i seng ved 17 tiden og stod op kl. 23.

Den femte dag startede vi med at gaa kl. 24. Jeg kastede op, lige inden vi gik. Og det var ud over Malins ting, det var kaotisk, og jeg havde det forfaerdeligt. Vi proevede at holde humoeret oppe ved at synge og joke, men der var saa lidt ilt i luften, at det var naesten umuligt. Vi blev forpustede, bare vi tog et par skridt, saa jeg lyttede til musik og podcast paa vejen derop. Efter tre timer kiggede jeg ned, og der kunne jeg se Moshi som en lille plet af lys i moerket. Det var saa smukt. Vi holdte pauser hele tiden for at faa vejret igen, men vi holdte aldrig mere end tre minutter af gangen, og vi maatte ikke saette os ned, for vi maatte ikke blive kolde. Jeg havde rigtig svaert ved at spise chokoladen, men jeg var saa traet og udmattet, saa jeg blev noedt til at presse mig selv til at spise det. Jeg ved nu, at jeg aldrig nogensinde spiser en Mars, Snickers, Kitkat, Twix eller Bounty igen. Da vi var taet paa Stella Point (som er det anden hoejeste punkt paa Kili), kunne vi se solen begynde at staa op. Jeg kunne falde om paa stedet af udmattelse, men mit maal var at komme til Stella Point inden solen kiggede frem, saa det var bare med at blive ved. Rutta havde givet os en peptalk omkring at taenke paa at hvert skridt er et skridt taettere paa, og det taenkte jeg rigtig meget paa. Kristina, Malin og jeg naaede op paa Stella Point lige, som solen kom frem. Vi tudede lige et par minutter og tog nogle billeder. Saa fortsatte vi mod Uhuru Peak. Jeg drak en glukosedrik, og saa var jeg klar til at give den gas det sidste stykke. Jeg naaede op paa toppen som den foerste sammen med vores anden guide Erik. Jeg fik nogle solobilleder af mig paa toppen, og saa ventede vi paa, at de andre kom op, saa vi kunne faa et faelles billede. Derefter tog jeg lige et minut til at suge det til mig, og saa skulle jeg ned igen, for man maa ikke vaere deroppe mere end 10-15 minutter pga. det med ilten. Da jeg gik vejen ned, var jeg saa umattet, at jeg kolapsede og blev baaret ned til campen, hvor jeg fik ilt og piller, og derefter blev jeg baaret helt ned af Kili og koert hjem til vores hus. Det er ikke noget, jeg husker saa meget af, men det goer de andre, saa de har fortalt mig efterfoelgende, hvad der skete.

Det var en meget udfordrende tur, men det var saa fantastisk at staa paa toppen af Afrikas hoejeste bjerg.

Hurtige headlines

Siden sidst er der sket en hel masse ting. Jeg vil skrive senere i flere detaljer, naar jeg har bedre tid. Saa lige nu bliver det bare de store ting, der er foregaaet.

Vores planer blev aendret pga. uroligheder paa Zanzibar mellem muslimer og kristne. Saa Louise ventede i Dar med Simone paa at urolighederne skulle falde til ro, mens jeg rejste videre med gruppen. Vi tog til Moshi og besteg Kilimanjaro. Vi naaede alle til toppen – Uhuru Peak (uhuru=frihed). Jeg blev syg paa vejen ned, saa jeg blev baaret af nogle porters ned og fik iltflaske og nogle piller. Men jeg er helt frisk igen nu – ingen grund til bekymring.

Derefter tog vi til Masai Land. Det var noget helt specielt. Halvdelen af gruppen kunne enten ikke lide at vaere der eller blev syge af at vaere der. Jeg blev der til, at jeg blev tvunget til at forlade stammen. Vi slagtede en ged og to hoens. Jeg spiste en nyre direkte fra den doede ged, drak blod fra den og spiste halvstegt lever. Det var graenseoverskridende, men ikke naer saa graenseoverskridende som det var at skulle malke en ko. Vi skulle gaa midt ind i en kaempe flok, og det maatte jeg takke nej til. Det kunne jeg simpel hent ikke. Hoensene gik lige fra at vaere vores kaeledyr til at vaere vores aftensmad. Saa proevede vi snus med de voksne masaier. Det var ikke nogen fornoejelse. Vi beatboxede med boernene, og de syntes, det var saa sjovt. Jeg kunne godt havde blevet laengere.

Halvmaraton

Jeg er kommet godt igang med mine HIV-seminarer, hvor jeg tager ud på skoler sammen med Rie fra min gruppe og laver et foredrag omkring HIV. Det var lidt angstprovokerende første gang, men det er virkelig også spændende og super vigtigt. Jeg er så glad for at for lov til at lave det. Vi har hørt, at der er problemer med vores arbejdstilladelse i Moshi, så Rie og jeg vil prøve at bare tage ud på skoler og spørge, om de vil have os ud og lave vores seminar.

Så har vi festet et par aftener på en klub, der hedder Runway, og det bare altid skide sjovt. Sidste fredag var der dog mange ting, der gik galt. Der var en, der skar sin fod meget voldsomt, en der forstuede sin fod/rev et ledbånd over og Simone fra gruppen faldt og slog sit hoved, så hun kom på hospitalet, fordi man var bange for, at hun havde fået en hjernerustelse. Det havde hun ikke, hun var bare meget fuld.

Jeg kan rigtig godt lide at bo i vores volunteer house. Det er et stort hus med  to etager, hvor der bare bor en masse unge mennesker, som laver frivilligt arbejde. Der er altid nogen at snakke med, og man lærer hurtigt hinanden at kende. Der kommer en gang i mellem nogle nye ind, og der er nogle andre, som rejser videre eller hjem. Det er så det triste, når man skal sige farvel igen.

Louise er ved at tage et dykkerkursus. Hun skal have det sidste dyk på fredag, så der krydser vi fingre for, at det går godt.

I weekenderne har vi fået en vane med at tage på Konduchi Beach Resort og bade og sole, og det er virkelig den bedste måde at bruge weekenderne på her. Det er så lækkert. Men jeg har fundet ud af, at jeg er meget dårlig til at ligger og slikke sol. Jeg kan ikke ligge stille i mere end fem minutter af gangen, jeg vil hellere ud i havet og lege i bølgerne eller hoppe i poolen. Men jeg øver mig på det, og pigerne siger også, at jeg er blevet bedre.

Her den anden dag gik strømmen. Det er gør det af og til, og det plejer ikke at være det store problem, men samme dag havde Niklas fra gruppen købt en 5 liters jordbæris, så det skulle spises i en fart, inden den smeltede helt, så vi gik alle til opgaven med en ske i hånden og stearinlys tændt.

Jeg fik en pakke fra mor og far i sidste uge, og den er virkelig blevet værdsat! Der er blevet spist piratos med stor glæde, laber larverne var lige sagen og tyggegummier har jeg savnet. Det var lige præcis, hvad jeg kunne bruge. For ikke at snakke om bladet, der er blevet gennemlæst af alle pigerne. Tak mor og far!

Vi er to grupper, der rejser sammen rejse, men forskudt af hinanden. Gruppe B er nu kommet til Dar, og det er virkelig mærkeligt at have en stor gruppe danskere, der bare lige flytter ind i vores hjem. Og hvad der er endnu mere mærkeligt er, at vi snart skal rejse herfra. Det er allerede på lørdag. Det bliver både spændende, men også trist at pakke taskerne og forlade huset.

Jeg kedede mig en eftermiddag, så jeg spurgte Rie fra gruppen om vi ikke skulle tage ud og fiske, så vi lånte nogle lange fiskestænger af teamleader Sean, som lige gav os nogle instruktioner, om hvordan man brugte dem, og så vandrede vi ned på den lokale strand og fiske. Vi fangede ikke andet end en masse tang, men det var sjovt.

For tiden kæmper jeg lidt for at få min artikel i tryk. Alt er korrupt her, og det kan jeg virkelig mærke nu. Plus at de alle tror, at lykken er at komme til Europa. Så de håber på, at jeg kan finde jobs til dem i Danmark til gengæld for, at de trykker min artikel.

Så har vi været ude til et arrangement, som hed ‘Because I am a girl’, som bl.a. blev støtte af Red Barnet og Unicef. Det var en åben debat om rettigheder til piger. Det var spændende, men det var også lidt svært at følge med i debatten, da den var på swahili, som så blev oversat til dårlig engelsk.

Vi har også forkælet os selv lidt med en tur på den italienske restaurant, som ligger fantastisk godt nede ved stranden, og som har noget lækkert mad. Det var en luksus, vi nød meget.

I forgårs sent om aftenen besluttede vi os for at tage til Rotary Dar Marathon næste dag. Og i stedet for at løbe 9 km, så besluttede Sara, Kristina og jeg os for at løbe halvmaratonet. Så vi lagde lige vores løbetøj frem og skyndte os i seng, for vi skulle nemlig op kl. 3.15, for at melde os til kl. 5 og løbe kl. 6. Selvom at det var tidligt om morgenen, så var det stadig rigtig varmt at løbe, men vi gennemførte det alle tre, og der var en rigtig godt stemning af folk, der heppede og opmuntrede hinanden på turen. Niklas fra vores gruppe løb turen på 9 km og kom ind som den første, så han var oppe og få en stor pokal og trykke den tidligere præsident for Tanzania i hånden. Vi løb for kræftramte børn i Dar, så det var også for en rigtig god sag. I dag er Sara, Kristina og jeg rigtig ømme og trætte i kroppen, men vi er stolte over, at vi gjorde det, og det var virkelig en oplevelse at tage med hjem. De andre fra gruppe B siger, at vi godt kan bestige Kilimanjaro, når vi kunne løbe et halvmaraton, så det er lidt betryggende at høre.

 

 

Siden sidst og safari

Her er et par billeder fra safari. Jeg sætter flere ind, når jeg lige har tid igen.

Siden sidst har jeg fået læst min bog færdig. Den var rigtig god! Og alle på værelset, på nær en, læser nu mine Jakob Ejersbo bøger. Louise er blevet helt opslugt og har læst en bog på tre dage. Vi får også spillet noget rummikup. Så har vi været publikum til en afrikanske udgave af xfactor. Det var ret sjovt. Så har vi også været på stammedans-festival, hvor der var gadekøkkener, boder med tekstil og skulpturer og masser af stammedans.

I lørdags stod vi op kl. 6 og satte os ind i jeeps for at køre i 8 timer på bumpy roads (meget bumpy) for at komme ud til Selous Safari. Da vi ankom, skulle vi straks ud på bådsafari. Der fik vi en på opleveren og opdagede, hvor glade vi er for livet, for efter 15 minutter kom vi ud til en stor flok flodheste, der lå i overfladen af vandet og kiggede på os. Vi slukkede motoren og sad helt stille i båden og holdt øje med de store dyr på lidt afstand, da der uden varsel kom en flodhest sprøjtende op fra vandet lige ved siden af vores båd. Hvis den var 30 cm nærmere på båden, havde den nemt væltet båden. Det lignede et undervandsmonster fra en animeret film, der kom op af dybet. Alle skreg og kastede sig ned i båden. Der gik noget tid, før vi stoppede med at ryste. Guiden sagde, at det var ret normalt, fordi de holder vejret til sidste øjeblik, så når de skal op, går det meget hurtigt, og så lægger de ikke mærke til om, der er nogen over dem. Men hvis motoren kører, holder de sig væk. Motoren blev ikke slukket efter den omgang. Vi så også nogle store krokodiller og en masse flotte fugle. Derudover så vi også en død babyflodhest, som lå oppustet og flød i vandoverfladen, mens krokodillerne flokkedes om den og skiftevis tog en låns af den.

Så kom vi tilbage til campen, hvor de serverede den bedste mad, vi har fået endnu, men der skal ærlig talt heller ikke meget til at begejstre os længere. Så sov vi i bungalows helt ud til Afrikas største flod (det sagde guiden i hvertfald, at det var). Det var lidt rart med noget tid sammen bare os i gruppen.

Søndag stod vi igen tidligt op for at komme ud i jeeps og se dyrene nede ved vandkanten. På vejen derhen kørte vi igennem en masse bittesmå landsbysamfund, hvor alle børnene løb efter jeepen og vinkede og råbte. Vi mødte ikke mange biler på vejen, men der var mange cykelister med enorme læs af kul, vand og træ på de rustne cykler. Det var røde støvede veje med en vejbane. Vores chauffør fortalte, at der ikke var myg, fordi myggene ikke kunne overleve i så tørt landskab.

Da vi kom ud til savannen, så vi straks giraffer og gazeller. Det var ret fantastisk. Så kørte vi rundt hele dagen med kikkerter og kamera klar. Vi så løver på en meters afstand, zebraer, bongo antiloper (tror vi, de hedder på dansk), gribbe i gang med frokosten, flodheste på land, bøfler, krokodiller, vortesvin. Det er de dyr, jeg lige kan huske på stående fod, men der er billeder af alle dyr, så det kan i få af se, når jeg kommer hjem. Louise kørte også jeepen et par gange rundt om et baobabtræ, og chaufføren spurgte, hvem der havde lært hende at kører bil. Hun sagde, at det havde hun lært på en køreskole, og det forstod han virkelig ikke. Vi kørte så forgæves rundt i 2 timer for at finde elefanter, som Kristina fra vores gruppe rigtig rigtig gerne ville havde set, men de var ikke til at finde. Men vi skal også på safari i Moshi, så der ser vi forhåbentlig en elefant eller to. Så vendte vi snuden hjemad. Vi var alle rigtig trætte, da vi kom hjem og skulle bare på hovedet i seng, men vi var så beskidte efter at køre på de støvede veje, at vi blev nødt til at tage et bad og lægge vores beskidte tøj i blød, inden vi kunne lægge os. Det var godt med et lille afbræk i hverdagen.

Så er der sket lidt på mad fronten hernede. Niklas fra vores gruppe har været til møde med Kari, som er ‘den hvide gorilla på toppen’ og som virker ret korrupt. Det var efter at Niklas så at mig, Kristina og Louise ikke fik frokost, fordi der ikke var nok mad. Mødet handlede om, at der ikke bliver lavet mad nok generelt til, at alle kan blive mætte, og nu håber vi bare, at mødet havde en effekt på en eller anden måde.

Så var jeg ude se et HIV-seminar på en skole, som jeg så skal overtage og lave det første seminar på mandag. Louise har også meldt sig på det, for at jeg ikke skal stå der ene og alene. Det er godt med lidt moralsk støtte, for det er lidt angstprovokerende at skulle stå foran så mange mennesker og snakke. Det foregår på den måde, at jeg skal stå ude på forskellige skoler om eftermiddagen og fortælle et par linjer af gangen om HIV, og så er der en tolk, der oversætter det til swahili. Det er ret fedt, at jeg nu endelig kan komme igang med det, og fedt at jeg har Louise med som opbakning. Så nu står den på forberedelse til HIV seminarerne.

Ellers har vi bare været på den lokale Machuno’s og drikke konyagi og redd’s. Det er ret normalt, og man kan aldrig rigtig vide, om man er tilbage i huset kl. 23 eller kl. 6. Hakuna matata.

I går var Louise, Kristina, Simone, Maya og jeg sammen med Stine og Mikael (som er nogle danskere, der også bor i huset) på Kondochi Beach Resort og slappe helt af. Det var så dejligt at bare svømme rundt i poolen og flyde ude i havet. Det er en lækker bounty strand, men man skal nogen gange lige minde sig selv om at lægge mærke til, hvor lækkert det er, fordi man bliver lidt vant til det. Da vi kom hjem igen, kunne vi så hurtigt se at lidt aftersun kunne gøre godt, selvom vi bare har lægget i skyggen, men solen er bare rigtig skarp hernede.

Hen på aftenen tog største delen af huset så til fodboldkamp, jeg blev hjemme af økonomiske årsager, og Louise blev også hjemme. Da de kom hjem, fortalte de, hvor vildt det havde været og at det var den største oplevelse indtil videre, så jeg ærger mig over, at jeg ikke var der. Men så kan jeg have det lidt sjovt over, at de er rigtig trætte i dag, mens jeg er frisk.

Så er der lige lidt praktisk info til de bekymrede mostre: Jeg er HELT rask for malaria.

Vi håber, i alle har det godt derhjemme. Kram Louise og Alberte.

Lidt at se på

Hverdag og sygdom

Nu er der kommet lidt mere hverdag i det. Om morgenen går vi ned og spiser morgenmad som typisk er en form for æg, frugt og et stykke toastbrød med peanutbutter eller smør og kaffe eller te. Så tager vi ude på vores formiddags projekter. Kl. 13 kommer vi så hjem til lunch som er en varm ret fx ris med grønssagssovs eller bønner. Så tager folk på eftermiddags projekter, som er en smule mere frivilligt, om man tager til. Kl. 19 er der så aftensmad, hvor det er lidt a la samme mad som frokost, og så er der typisk nogle, der tager i byen, og nogle der bliver hjemme og hygger.

Vi hygger meget i gruppen og har en god kemi som gruppe. I lørdags var vi på Colden Island, hvor vi badede i de store bølger og fjollede en masse, hvor vi alle blev lidt røde på næserne. Simone fra vores gruppe havde fødselsdag, så vi købte en fødselsdagskage til hende og fejrede hende.

Om søndagen var vi hjemme og slappede af pga. vi var helt bombet over alle de indtryk, vi fik. De andre tog ud på en strand, mens vi (mig og Louise) blev hjemme. Samme dag fik Simone malaria og blev kørt på hospitalet om aftenen, mens jeg tog på bar med nogle fra gruppen og resten af huset.

Onsdag var hele huset i biografen og se filmen Ted, det var lidt rart med noget afslappet. Torsdag var vi til ‘havefest’ og høre afrikansk musik til et par øl.

Der er nogen, som har hjemve og har det rigtig svært med at være her og tænker på at tage hjem før, men jeg (alberte) trives så godt hernede og nyder det hele, og jeg ved, at jeg  under ingen omstændigheder tager hjem før, jeg er ‘tvunget’ til det.

Nogle af de store omvæltninger er, fx at varmen gør os sløve og trætte, myggene og myggestikkene er rigtig irriterende og vi kan ikke gå ud uden at have en fyr med os. Det er noget, man skal vænne sig til uden at overdrive det. De lokale siger, at nogle lider af ‘africa syndrom’, som betyder, at de reagerer 10 gange slemmere i Afrika end de ville havde gjort i deres hjemland. Men jeg må sige at det jeg savner allermest er at løbe en tur alene, men det er bare ikke en mulighed her, man skal heller ikke udfordrere skæbnen.

I forgårs var vi til beachparty på den lokale strand. Det var ret sjovt på nær, da Simone fra gruppen faldt i en kaktus og fik nåle hele vejen igennem sine fingre.

I går var vi så i kirke. Jeg havde det ret dårligt, så jeg havde ikke så meget tålmodighed, så jeg gik ret hurtigt igen, men de der blev længere fortalte, at de gik helt amok i gospel og folk besvimmede. Det gad jeg godt, at jeg var med til. Senere tog vi så på stranden og slappede af.

I går aftes fik jeg det så rigtig dårlig, så jeg blev kørt på hospitalet, og Louise tog med. Jeg blev testet for malaria, og den var positiv. Jeg har allerede fået det meget bedre, men det er ikke en fest at have malaria. Jeg har ondt i arme, ben og fingre. Min hals er meget hævet, så det er rigtig ondt at synke. Derudover har jeg ingen appetit, og det bekymre de lokale lidt, fordi det er nogle stærke piller jeg får for malaria.

Knus og kram Louise og Alberte

Mambo musumba

Nu har vi været her i Dar i 4 dage på et hjem for frivillige. Vi starter på vores arbejde på fredag, hvor Louise har fået daycare for børn der er  2-3 år, og jeg har fået et job som journalist om formiddagen og HIV/AIDS kampagne om eftermiddagen. Det er super spændende og vi er begge virkelig glade forhvad vi har fået. Vi var begge, sammen med en der hedder Simone fra gruppen, ude i deres daycare for at se hvordan det var, og det var lidt af en oplevelse. Vi skulle made de små. Pædagogerne sagde, at de skulle spise alt deres mad inden de måtte gå fra bordet, men de kunne slet ikke spise det, så da alle var færdige, brækkede de sig. Men ellers var det rigtig hyggeligt. Derefter tog Louise ud på et resort og badede med de andre fra gruppen, mens jeg tog ud på mit journalist job sammen med tre engelske piger. Vi fik at vide, at vi skulle stå for deres magasin FIESTA, for deres website og deres samarbejde med med UNICEF. De andre er uddannede journalister, så de hjælper mig med de forskellige programmer til at skrive i, og de er virkelig søde til at hjælpe.

Vi er positivt overraskede over, hvor gode vores værelser er på trods af, at vi ikke altid har vand til toiletbesøg, ingen bruser (så vi står to i bad og hælder en dunk vand over hinanden), og strømmen kommer og går og internettet er meget meget langsomt. Maden er god, i forhold til hvad vi forventede. Vi får mange bønner og ikke rigtig kød, men madmutterne er gode til det med krydderierne, så det smager fantastisk.

Så har vi også haft to swahili lektioner. Så nu kan vi forstå de lokale lidt. Børnene råber ‘teacher’ til os, og i slummen råber de voksne ‘musumba’ som betyder ‘blegfis’. Ellers siger alle ‘mambo’ som betyder ‘hej hvordan har du det?’ og så svarer man ‘safi’ eller ‘poa’ som betyder ‘godt’. Vi er så nået til at lære sætninger i dag.

Vi håber i alle har det godt, og nyd at i ikke skal være smurt ind i solcreme eller myggespray.